Parallelimport og regler II – Hvem skal bevise hvad?

Det her indlæg er nr. 2 i Simply Laws temarække om parallelimport og regler. Temarækken ser sådan ud:

• Parallelimport og regler I – Lovligt i EU?
• Parallelimport og regler II – Hvem skal bevise hvad?
• Parallelimport og regler III – Lovligt at fjerne stregkoder?
• Parallelimport og regler IV – Eneforhandlere
• Parallelimport og regler V – Konsekvenser af ulovlig import

Det her indlæg ser nærmere på hvem, der skal bevise hvad når et spørgsmål om ulovlig parallelimport opstår. Skal importøren bevise, at varerne er lovligt importeret til EU eller skal varemærkeindehaveren bevise, at varerne er importeret uden indehaveren samtykke? Det kan lyde hip som hap, men har utrolig stor betydning, idet det kan være rigtig svært at bevise samtykke.

EU-domstolen har fastslået, at udgangspunktet er, at det er parallelimportøren, der skal bevise, at varemærkeindehaveren har samtykket til import til EU (C-414-416 Davidoff præmis 54). Det betyder altså, at en parallelimportør skal kunne fremlægge bevis for, at importørens forhandler har ret til at sælge de pågældende produkter til EU, fx i form af en licens-, agentkontrakt eller andet bevis.

Det er udgangspunktet. Og ingen regel uden undtagelse. EU-domstolen har også fastslået, at det er tilfælde hvor bevisbyrden er på varemærkeindehaveren og ikke parallelimportøren (C-244/00 Van Doren præmis 38-41). Det drejer sig om situationer, hvor der består en risiko for opdeling af de nationale markeder inden for EU, hvis parallelimportøren havde bevisbyrden for lovlig parallelimport.

Det vil typisk være i tilfælde, hvor distributionen sker via eneforhandlere.  I de tilfælde skal varemærkeindehaveren bevise, at produkterne oprindeligt blev markedsført uden for EU, fx ved brug af stregkoder eller andet sporingssystem.

Hvis det lykkes varemærkeindehaveren at bevise, at produkterne oprindeligt fx er blevet markedsført i cirkulation i USA, er det op til parallelimportøren at bevise, at de alligevel er importeret til EU med varemærkeindehaverens samtykke.

Konklusion:

• Som udgangspunkt skal parallelimportøren bevise, at der er tale om lovlig parallelimport.
• Dog skal varemærkeindehaveren bevise, at produkterne er markedsført uden for EU i visse tilfælde.
• Hvis varemærkeindehaveren i de tilfælde beviser, at produkterne oprindeligt er markedsført uden for EU, skal parallelimportøren bevise, at produkterne alligevel er importeret lovligt til EU.

Billedet i indlægget er anvendt tilladelse fra ➨ Redvers på flickr.com under en Creative-Commons licens.

Spørgsmål og kommentarer kan rettes til Kristian Holte via e-mail på holte@simplylaw.dk eller tlf. 36987207.

Tags: EU-domstolen, Parallelimport, varemærker